Sweater no 20
Slavi bag profilen @mandmedpinde
Ingrid Sweater
Marble Sweater
Slavis Instagram (@mandmedpinde) består af stilede outfitbilleder og lækker strik med snoninger, struktur og lækre detaljer. Kunne du tænke dig at lære Slavi lidt bedre at kende, så læs med herunder, hvor Slavi svarer på ti spørgsmål til Kit Coutures vennebog.
___
Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord…
Positiv, nørdet, vedholdende
Derfor gik jeg i gang med at lave håndarbejde…
Det var på grund af min mormor. Som barn var jeg fascineret af alt, hvad hun lavede - strik, have, mad. Så jeg ville lære det hele.
Mit første projekt nogensinde var…
Åh, det er så længe siden (over 30 år), men som barn strikkede jeg mest tøfler. Det gik man meget med dengang.
Det håndarbejdsprojekt, jeg er mindst stolt af, er…
Alle projekter, som af en eller anden grund finder vejen til bunden af strikkekurven.
Det håndarbejdsprojekt, jeg er mest stolt af, er…
Min allerførste islandske sweater - den er over ti år gammel, og jeg synes stadig, at den er lige så pæn, som da jeg strikkede den.
I min projekttaske har jeg altid…
Jeg har altid målebånd, stramajnål og ekstra strikkepinde, hvis jeg nu får lyst til at strikke på noget andet end det, jeg er i gang med.
Det perfekte håndarbejdsøjeblik for mig er…
I mit sommerhus. At sidde i haven omgivet af mine blomster om sommeren eller foran brændeovnen om vinteren med en kop kaffe og et lækkert strikketøj.
Jeg finder kreativ inspiration her…
Jeg finder mest inspiration på Instagram. Når jeg vil strikke noget, kigger jeg ikke kun på strikkemodeller. Jeg bliver meget inspireret af profiler, som viser, hvordan man kan kombinere og style sit tøj. Når jeg strikker en sweater, har jeg altid en idé om, hvordan, og med hvad, jeg skal bære den - og Instagram er det bedste sted at blive inspireret fra.
Det kunne jeg godt tænke mig at lære…
Jeg har aldrig klippet i strik. Det er nok det eneste, jeg ikke har prøvet. Det har jeg stadig til gode.
Min yndlings Kit Couture model er…
Jeg har i lang lang tid kigget på Langeland Sweateren. Den er så fin med sit grafiske udtryk, og det er virkelig længe siden, jeg har strikket intarsia.